Laugets historie Kongens snedkere Laugets mangeårige bestyrelsesmedlem Rasmus Andersen yderst til venstre og hans personale på maskinsnedkerriet Godthåb, fotograferet i 1905. Laugets mangeårige bestyrelsesmedlem Rasmus Andersen yderst til venstre og hans personale på maskinsnedkerriet Godthåb, fotograferet i 1905. Ingen ved, hvornår den første snedker slog sig ned i Helsingør om det var i den ældgamle bebyggelse ved Trykkerdamsbugten, beskyttet af kastellet Flynderborg oppe på den høje kystskrænt, eller om det var efter at kong Erik af Pommern havde beordret den nye købstad bygget på den øde, sandede odde, hvor han yderst lagde sin borg Krogen, Kronborgs forgænger. Selve snedkerfagets historie går tilbage til oldtiden, hvor alle håndværkerne gik under be­tegnelsen smed, uanset om de arbejdede i sten, bronze, ædle metaller, jern eller træ. I århundredernes løb specialiserede smedene sig, og allerede i vikingetiden havde Danmark fremragende træ håndværkere. Der var først og fremmest bådebyggerne, som skabte de fabelagtigt sødygtige vikingeskibe i mange typer, men der var også tømrere, som byggede stavkirkerne, stormændenes haller og de bådformede huse i den præcist anlagte Trelleborg. Overgangene mellem de forskellige træfag har dengang været flydende men der har også været specialister, som vi ville kalde snedkere. Langt det meste af deres fine arbejde i forgængeligt: materiale er gået til, men der er bevaret skrin, vogne og andre ting, som viser, at kongerne og de mægtige høvdinge har haft mænd til at arbejde for sig, og at disse magtede langt mere end den husflid, der skaffede almuen dens træ ting helt op til vor tid. Håndværk i nyere forstand blev i middelalderen indført i Danmark af rejsende mestre og svende fra Mellemeuropa, især fra de tysktalende områder, og selve ordet snedker er da også afledt af det plattyske ,sniddeker,,, snittekarl, mens f.eks. ordet tømrer er af oldnordisk oprindelse. De første snedkere er sikkert kommet til landet for at lave inventar til de katolske kirker og klostre, og de har så også fået bestillinger fra konger og verdslige stormænd. Der eksisterer ikke mange oplysninger om det ældste Helsingør i Trykkerdamsbugten, men det står fast, at her var siden den tidlige middelalder overfartsstedet til Skåne, som jo indtil 1658 var dansk land. Derfor har byen haft brug for bådebyggere og sikkert også andre håndværkere, som. kunne ordne en vogn eller en rejsekiste. Disse håndværkere har kunnet supplere levebrødet ved også at være landmænd, fiskere eller færgemænd. 1426 gav Erik af Pommerm Helsingør købstadsrettigheder, og kongen gav samtidig borgerne befaling til at flytte ud på Sjællandsøer, hvor en helt ny by blev bygget. Kongen havde fem år tidligere indført Øresundstolden, og som magtmiddel bag dette krav havde han sat den nye gotiske Krogen, der sammen med det ældre Kernen i Helsingborg kunne lukke Sundets hals. Krogen havde bag sin svære ringmur adskillige huse til kongen, hoffet, tjenerskabet og soldaterne. Der var bl.a. et palatium (en festsal), et kapel og kongens eget hus. Rester af disse bygninger kan endnu ses på Kronborg, og de vidner om, at meget dygtige håndværkere har været i arbejde. Det er kun murernes præstationer, man kan se prøver på, men man kan roligt gå ud fra, at inventaret bar været af samme høje kvalitet. Det har imidlertid som så meget andet snedkerarbejde lidt den skæbne at blive ødelagt: eller kasseret, da moderne skiftede. Også byens tre klostre, byer med sin kirke, og sognekirken skulle have inventar den første lille Sct. Olai kirke alene havde 17 sidealtre foruden højalteret, så selvom der i katolsk tid hverken var prædikestol eller bænkerækker, har der været meget arbejde for snedkere og billedskærere. Den rige købmandsadel byggede sine solide, næsten borgagtige stenhuse, hvoraf endnu står Stengade 66, 72 og 74, men naturligvis uden spor af de oprindelige beboeres møbler. Men der har været brug for vinduer og døre, paneler og vægbænke, borde og kister; og det har været ting, som husets egne karle ikke bar kunne hamre sammen. Købmændene har haft brug for fagkyndige snedkere måske oprindeligt rejsende, men siden bofaste mestre. Fra jubilæumsåret 1981 Helsingør snedkelaugs bestyrelse samlet for åben lade i jubilæumsåret 1981. Mestrene er fra venstre Ole Andersen, Arne Elving ( kasserer), Svend Kryger ( Oldermand), Fini Christensen og Erik Tranberg ( sekretær), Svend Kryger bærer oldermandskæden, som blev skænket til lauget af fru Else Rasmussen til minde om hendes mand Poul Rasmussen og svigerfar C.J. Rasmussen. På bordet omkring laden ses dennes indhold, laugsvedtægterne fra 1730, skråen som blev hentet i Skralsund i 1649, og laugsprotokollen 1581. Endvidere ses den sølvdirregentklokke, som centralforeningen forærede lauget ved dettes 375 års jubilæum i 1956.